Kingdom Legacy of Love | ekklēsia for all nations

Gud ønsker at skabe en organisationsstruktur for sit folk, som går ud over, hvad vi hidtil har vist. Denne transformation har dybtgående konsekvenser for ekklēsia. Som beskrevet i Efeserbrevet 4:11-16 arbejder Gud på at bringe Kristi legeme til fuld modenhed. Her er nogle af de ting, som Helligånden arbejder på at virkeliggøre. Apostlene vil ikke bare indtage deres plads igen, men også genvinde deres autoritet. Det handler ikke kun om genoprettelsen af en funktion i Kristi legeme, men om hele den måde, ekklēsia er struktureret, styret og fungerer på. Det indebærer store ændringer i den måde, alting gøres på. Guds folk vil lære, hvad apostle virkelig er, om deres nåde, deres plads, deres formål og deres natur. Mange forudfattede meninger vil ændre sig i denne proces.

Den nikænske trosbekendelse beskriver kirken som "en hellig, universel og apostolisk kirke". Guds folk vil erkende, at det at være apostolisk ikke betyder "blot at have apostle", men at det ligger i hans folks DNA at være apostolisk. Jesus var apostolisk, han blev sendt, og vi bærer også hans billede. Ånden forbereder den bredere ekklēsia til en større intimitet med Kristus, en større kærlighed til hinanden, en større tillid til ledere, en større villighed til at tjene og mere, som mange af os ikke engang tænker på endnu. Vi vil blive som den tidlige kirke, og endda mere end dem.

Jesu undertøj var sømløst, og på samme måde ønsker Gud at oprejse ledere til ekklēsia, som er så forenede i kærlighed og formål, at de er et sømløst dække for Kristi legeme. Det, vi hidtil har set med hensyn til dækning af kirkesamfund eller organisationer, vil blive erstattet. Noget meget større og bedre er på vej. Der er magt på vej, en magt, som er resultatet af enhed (oneness). Den kraft, vi har mistet, vil komme tilbage gennem "det sande møde med Kristi legeme" (1. Korintherbrev 11,29-30). Der har været konsekvenser af at ignorere den forsyning og supplering, der er til stede i Kristi legeme. Vi er blevet "svage og syge, og en hel del er endda døde". Som Kristi legeme kan vi erkende, at ingen enkeltperson kan forstå og visualisere alle Guds dimensioner. Vi kan lære på ny at nyde, supplere og fuldende hinanden i gensidig afhængighed og behov for det større legeme.

Enheden i Kristi legeme på verdensplan er ikke en ydre enhed, men noget, der kommer fra hjertet. Det handler om mere end at arbejde sammen for en sag, men om en sand forening af ånd og følelser. Det er svaret på Jesu bøn i Joh 17,21, hvor han bad Gud om, "at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i mig, og jeg er i dig. Måtte de også være i os, så verden kan tro, at du har sendt mig." Jesus bad om den form for enhed, som Jesus og Faderen havde. Vi har endnu ikke opnået den enhed. Vi i den apostoliske og profetiske tjeneste er ikke i tvivl om, at Jesus vil blive hørt, og at vi vil komme tilbage til denne sande enhed og dermed til den kraft, der er resultatet af den.

Det svarer til forholdet mellem Jesus og disciplene, Paulus og Timotheus, Elias og Elisa og Moses og Josva. Når ekklēsia igen er centreret om relationer, vil den åndelige tjeneste ligne den, som de første troende havde. Den vil afspejle modellen med Faderen og Sønnen. Jesus (Gud) var søn af en far, og Gud var også far til en søn. Dette vil i sidste ende ikke (og bør aldrig) være juridisk, men et hjerteforhold. Det er for den sande modning af Guds folk. Vi har stadig ikke et fuldstændigt begreb om helheden i Guds planer. Ikke desto mindre er det spændende for os som et apostolisk knudepunkt, at Hans hånd er ved roret i ekklēsia for at lede dem. Jesus gemte den bedste vin til sidst. En arv af kærlighed.